Englevagt (i 2 akter)

Akt 1

Vi skulle i teateret. Min kusine Dorte havde købt den sidste plads. Dén yderst på række 10. Min veninde, Pernille, og jeg havde billetter på række 8, lidt fra gangen.

Englen sad mellem to sæt tomme pladser på række 8. Hun var velklippet. Med grå page. Iført noget strikket. I venlige farver. Vi kan kalde hende for Gabriella.

”Er I sammen?” spurgte hun, efter kusine Dorte havde fundet sin plads på række 10, og vi stod parat til at møve os forbi hende. Vi bekræftede.

”Jeg er sammen med ham dér”. Hun pegede mod række 10 og vi vendte os mod manden ved siden af Dorte.

Protesterede han? I så fald kun fordi han syntes, englen skulle sidde godt.

Hun pakkede sig sammen, Gabriella, smilede og viftede til Dorte at de skulle bytte.

Vi så stykket sammen. Dorte, Pernille og jeg. Fra samme række. Række 8.

Hvilket stykke?

”Brøgger” af og med Jeanett Albeck.

Hvilken præstation! Hvilken fabelagtig nyskabelse! Så ukendt og dog så kendt.

Akt 2.

”Hold fokus og bemærk foranderligheden omkring dig”, havde lederen sagt. ”Træernes blade. Mennesker der kommer og går. Bevægelser. Ingenting varer ved. Alting forandrer sig. Nuet har aldrig været tidligere. Kommer aldrig tilbage”.

Urtete og speltkiks skærpede vores lyst til at høre om Bhagavad Gita. Om de næsten 200 sutras.

”De første er hjørnesten som de øvrige sutras læner sig mod”, forklarede han.

                Sutra 1. ”Nu” begynder yogaen.

                Sutra 2. Lad bølgerne falde til ro.

                Sutra 3. Betragt og observer som vidne.

                Sutra 4. I livets tomrum formes alt igen og igen.

”Frokost!”, meddelte lederen og forklarede hvilke parker, caféer og supermarkeder der lå i nærheden. ”Fem kvarter. Det er næsten sommervejr.”

Jeg hoppede på cyklen. Kørte. Rundede et hjørne. Trænede mig i fokus. Ansigter og kroppe var uden kendetegn.

I Irma havde de ingen notesbog eller pen, jeg kunne købe. Jeg stoppede økologisk tomatsuppe, en tærte med spinat og feta, og en pakke speltkiks i kurven. Betalte og stoppede varerne i en gratis gennemsigtig plastpose. På vej til cyklen opdagede jeg et kendt ansigt. Hvem talte hun mon med?

På tilbagevejen, i svinget sled plastikposen ud af min hånd.

Låget hoppede af suppeglasset og det røde strømmede ud gennem glassets åbning. En ung Gabriella med lyst flagrende hår, parkerede sin mormorcykel og samlede posen op. ”Solidt glas, ikke et skår!”

Det havde hun ikke behøvet at gøre. Hun smilede.

Taknemmelighed fyldte nuet.

Jeg rundede hjørnet for tredje gang. Observerede at det kendte ansigt ikke havde flyttet sig, og lagde mærke til at det nok var lederen hun talte med.

Den tomme suppebeholder var for længst dumpet til genbrug og erstattet med en ny og lagt i en solid papirpose, som ikke faldt af cykelstyret, da jeg rundede hjørnet for fjerde gang. Som et tegn på venlighed og omtanke lyste den røde tomatplet op mod mig fra asfalten. Med tømte sind og mætte maver fandt vi tilbage til vores forsamling. Lederen slog to messingklokker mod hinanden.

”Nu begynder Yogaen”.

Sensommervind

Et nyt løv

Et for hver dag

Vendt

Drejet

Sat

Foran,

mellem,

bagved andre

På grene,

i et træ

.

Kronen vokser

Indtil blade falder

De forreste,

de bageste,

og dem der er imellem

.

Sensommervind

blæser på dem alle

Det er aldrig for sent

”God morgen og velkommen. Det er aldrig for sent at begynde. Hvis De vil være så venlig at rulle måtterne ud og placere dem side ved side, således at Deres yogamåtte ikke kommer til at ligge oven på naboens. Ja, De dér med den rosa heldragt! Måske kan De skyde deres måtte lidt op og til venstre? Ja lige netop! Der er plads til alle. .. . Sådan! Nu blev det godt. Tak skal De have. Er der nogen der aldrig har været til yoga før?”

Undskyld!

”De derovre! Ja. Var der noget De ville sige?”

Ja, jeg vil gerne spørge om noget; herovre fra mørket.

”Hvorfor siger De ’ovre fra mørket’?”

Ja men det var måske også en dårlig vits? Men yogamørket, mener jeg.”

”Ja for De står da dér i solen. … og Deres ’body suit’ er også både lyst og mandigt at se på.”

Ja men tak skal De have. Det glæder mig at De kan lide mit outfit. Men det jeg tænkte på; øhm. Det jeg vil spørge om. Det er. Æh. Som førstegangs-‘yoggi’, om jeg så må sige, og lige fyldt et hundrede og tre år, så funderer jeg over, om der er noget, de synes jeg skal tænke på? Med leddene, musklerne eller med noget andet?

”Nej men det er bare at komme i gang. Følge vejrtrækningen. Tømme hovedet for tanker. Slappe af. Langsomt strække alle dele af kroppen. Forestil Dem, at De er en kat der skyder ryg og gør alle lemmer lange. Lad det komme som det kommer; i den takt De føler passer Dem bedst lige netop idag. Lige her og nu.”

Ja men, så. Ja.

”Hør alle sammen. Nu sætter vi os i en behagelig stilling. Lotus for dem der stadig kan det. Udstrakte ben for os andre. Eller hvis De hellere vil ligge ned på ryggen?”

“Lyt til Deres åndedræt. Fyld lungerne med luft. Træk vejret ind gennem næsen. Læg en hånd på maven og mærk at den hæver sig. Så lader De langsomt luften sive ud mellem læberne. Og læg så mærke til at maven sænker sig igen. Sådan. Og en gang til. Træk vejret langsomt. Ind gennem næsen. Og ud gennem munden. Og så fortsætter De bare i egen takt.”

Undskyld?”

”Ja, Hr. ’Derovre i mørket!’ ”

”Gaylord! ’Gaylord’ er mit navn, ikke ’Derovre i Mørket’.”

”Jeg forstår; Hr. Gaylord, hvad ville De gerne sige?”

”Jeg tror, jeg lægger mig ned.”

“Det lyder som en fin idé, Hr Gaylord”.

“Fru Kalifolk?”

“Ja, Hr Gaylord!”

Jo, når jeg sådan fylder lungerne.

”Ja?”

Så føles det, sådan lidt, som om jeg flyver.

”Det lyder da dejligt.”

Jo men jeg bliver nervøs! Eller rettere sagt bekymret, eller måske ligefrem bange for at jeg kan risikere at lette. Det har man jo hørt om før.

” Ikke noget problem, Hr. Gaylord. Det vil i så fald være første gang jeg oplever at en af mine deltagere flyver. Og jeg begyndte endda at undervise i yoga for 24 år siden. Jeg var lige fyldt 57 år dengang, og jeg startede selv med at gå til yoga efter jeg var fyldt 49. Som sagt, det er aldrig for sent og jeg har aldrig set …. ! Men hvad! – Hr. Gaylord?”

Jeg flyver!

”De flyver?”

Jeg ser det hele klart.

”Men Hr. Gaylord. Hr. Gaylord!”

”Det er så enkelt. Set heroppefra!”

“Kan de høre mig, Hr. Gaylord?”

Jeg kan se alt! … jeg kan se hvorfor det aldrig er for sent.

“Men flyv ikke ud gennem vinduet!”

De har så ret Fru Kalifolk. Det er lige sådan det er. Aldrig for sent.

”Jeg vil så nødigt at De forsvinder fra os!”

Det er så smukt set heroppefra. Alt sammen.

”Hr. Gaylord! Hører De mig?”

”Så forbandet smukt.

”Kom tilbage!”

“Af hjertet tak, Fru Kalifolk.

” Nej! Hej. Hr. Gaylord! …”

Bliv ved mange år endnu!

“Hør nu! De glemte deres måtte!”

Grantræets hemmelighed

Duften af muld og harpiks forstærkes af solens intense stråler. Rygsækken med termokande og klapsammenmadder står lænet op ad en væltet granstamme, hvis brune, tørre grene dækker over mos og blåbærris. Det er usædvanligt med en så stor faldgran. De fleste træer bliver fældet langt inden de har gennemlevet en fuldstændig livscyklus. De rigtig unge træer tages ind i nogle få korte vinteruger for at prydes med stjerne, lys og guirlander, inden de bliver smidt ud igen og glemt. Andre graner bliver fældet i deres livs ungdom for at give plads til stærkere træer. Deres afhuggede grene og stammer ender som ”Grot” i forbrændingsovne eller bliver til savsmuld og strøelse. Men de fleste produktionstræer fældes lige netop når de vokser bedst, eller rettere sagt når deres tilvækst når et højdepunkt, hvorfra lagring af ny biomasse bare aftager. Der er modeller for den slags. Matematiske modeller som skovfolket har regnet sig frem til. Modeller som beregner hvordan man kan høste mest træ på kortest tid og med bedst brug af jorden.

Vi sætter os i mosset. Lyset falder fra siden og varmer min kind.

”Hvorfor ligger det store grantræ her? Tror du det engang var størst af alle?”

Hans skyller en bid af sin ostemad ned med lidt kaffe. ”Måske blev træet fældet under en storm. Eller det voksede sig større end det overfladiske rodnet kunne bære, og lagde sig på jorden.”

”Kom!” Hans kryber ned til rødderne af stammen. Nogle stritter lige op i luften, andre er bøjede ind under stammen som et slags anker.

”Se på gruset foran rodnettet” forklarer Hans og viser med hånden. ”Det antyder, at træet faldt for ikke så forfærdelig længe siden. Og dér. Hvis du kigger lige op i stammens midte, kan du se at kernen er brun og sprukken. Jeg tror det er forklaringen på dit spørgsmål. Stammen blev udhulet indefra af råd, som fik træet til at miste fodfæste”.

”Det er lidt som med mennesker”, siger jeg, men går i stå da en sortspætte flyver forbi og kalder med sin typiske ”kre kre kre”.

”Gamle træer skaber skjul og livsbetingelser for andre. Den der spætte kan have hakket det hul der”, siger Hans og peger på stammen.

Jeg piller i barken og en flage ryger af. Indviklede gangsystemer som træskærerens litografiske plader åbenbarer sig, efterladt af barkbillers yngel, som havde den gamle gran som værd. ”Her er så stille nu” tænker jeg og rækker ud efter termokanden igen.

”Skal du også ha en tår til inden vi går videre?”

Nornens vogter

Vi går ad en solbeskinnet grusvej, omgivet af tæt nåleskov på begge sider. Vi har vindjakkerne på. De er lynet godt op i halsen for at beskytte os mod den iskolde vårvind. I vores fornuftige gummistøvler vader vi gennem pøle af smeltevand. Der ligger endnu snavset sne her og der, og jeg glæder mig over mine uldne ragsokker og lammeskindssålerne.

Det er først i juni. Året er 1992. Stedet Ersmarksberget. Vi er på udflugt. Bilen lod vi stå ved bommen, og Hans fortæller om jordbunden, som er specielt næringsrig her.

Han bliver afbrudt i sine forklaringer, da en skikkelse træder ud fra skoven et stykke længere fremme. Det er en mand iført krigsmundering. En soldat i camouflagetøj med hævet våben.

”Nu skal du ikke sige noget, ” hvisker Hans, og hæver hånden til en hilsen.

”Hvad laver I her?” kommanderer soldaten, medens et par soldater mere dukker op bag ham og retter deres våben mod os.

”Vi er ude for at finde Calypso.” forklarer Hans. ”Skogsnorna!”

Jeg forholder mig stille. Som tilsagt. Rører mig ikke ud af flækken. Hans snakker. De diskuterer. Piberne fra soldaternes våben sænkes langsomt og jeg begynder at studere deres krigsmaling. Jeg indprenter mig detaljer: skæg, modermærker, briller, hjelme med net og løv, og mudrede støvler. Som for at kunne gengive deres kendetegn. Hvis jeg nu skulle få brug for det.

”OK” siger ledersoldaten så og gør honnør-hilsen med hånden. Også til mig, sådan som jeg opfatter det i hvert fald.

”What?” siger jeg bagefter til Hans.

”Ikke noget problem”, svarer han. ”Så du ikke de røde brikker der hang fra K-pisterne?”

“Nej da”.

”Jo da! De er en ekstra sikkerhed. Gør at maskinpistolerne ikke kan fyres af”.

”Men …” protesterer jeg.

”Ja det her er jo egentlig militærområde”, forklarer Hans ”I-20 skoven! Og fremmede nationaliteter må altså ikke betræde svenske militærområder. Vi er jo neutrale, ved du!”

”Men æh, jeg er jo bare dansker.”

”Lige netop” griner Hans, ”en mulig fjende!”

Vi drejer hurtigt ind i skoven. Underlaget skråner lidt. Vi går over sprængte klippestykker, beklædt med tyk mos, omgivet af ris af rævling og tyttebær, tykstammede graner, fyrretræer og enkelte løvtræer. Snart får vi øje på de mest vidunderlige cyklamen-farvede blomster som lyser op fra skovbunden. De er ikke store, orkideerne, men de skinner på lang afstand. Norner, ligesom de nordiske skæbnegudinder, eller som de hedder på latin, Calypso bulbosa, opkaldt efter den forførende og lunefulde græske nymfe, der ifølge Homer holdt Odysseus fanget i syv år på øen Ogygia.

Der er ingen fare for at vi skal fanges ind af denne Calypso og bosætte os her i skoven. Det kan den svenske militærmagt garantere for.

Tante Gudrun

Det var en mørk og stormfuld nat. Vandrørene sendte bankelyde gennem vores gamle hus. Vinden hvinede og fik vinduesskodderne til at slå mod husmuren. Jeg lå musestille. Hvis jeg flyttede mig så meget som en millimeter ville champagneglassene i det støvede bogskab begynde at klirre. Det ville få tante Gudrun i gyngestolen til at løfte et øjenlåg ganske let, og en halv pupil ville komme til syne i øjesprækken. Hun ville stirre på mig til jeg igen lå helt stille. Derefter ville hun give sig selv lidt ekstra gyngefart ved at puffe tåspidserne af sine små balletsko mod gulvet, så hun kunne slumre videre.

Hun fødtes inden man kunne behandle dværgvækst med hormoner og derfor blev hun aldrig mere end en og tredive høj. Skrøbelig sad hun nu der i gyngeren og vippede frem og tilbage iført sin rosa tutu. Taktfast som et bornholmerur fra gamle tider. Rynket i huden som en rosin, med indfaldne kinder og det hvide hår strittende til alle sider. Gyng-gang. De krogede fingre foldede sig over hendes smalle underliv og hendes læber bevægede sig i små grimasser, der nærmest gav indtryk af hemmelighedsfulde smil.

At jeg lå her med et fedt reb omkring min hals, var i grunden min egen skyld. Jeg skulle have stolet på mit instinkt. Men jeg er jo velopdragen og godtroende og hun burde også vide bedst, tænkte jeg og sukkede.

”Stormen Gudrun”. Det var hvad Fatter havde kaldt hende for. Men da han døde efter 96 år på jorden, var hans eneste datter Gudrun ikke bare stormfuld længere, hun var også blevet uforudsigelig. Ja hvis sandheden skal frem, kunne jeg næsten få den tanke, at hun var blevet ondsindet.

”Lad nåde falde over hende og give mig fred”. Jeg indstillede mig på endnu en lang nat ved gyngestolens side.

 – O –

Et gråt lys havde fyldt rummet. Jeg måtte være faldet i søvn. Stormen ude var stilnet af og inde var der dødsens stille. En uhyggelig lugt havde trængt sig på og ingenting var som det plejede at være. Gyngestolen rørte sig ikke. Gudrun sad sammensunket med lukkede øjne og udtryksløst ansigt.

Jeg løftede mit hoved. Champagneglassene klirrede. Jeg strakte mig i hele min længde. Rakte mine stive lemmer ud mod hende.

”Vågn op, Gudrun! Vågn nu op.”

Hendes fødder hang slapt ned fra sædet. Jeg daskede til balletskoene. En snøre løsnede sig og dinglede sammen med Gudruns fødder i stadig mindre cirkler indtil alt blev roligt igen. Så satte jeg mig op. Stirrede på hende. Ingen reaktion. Jeg puffede til hende, og hendes hænder for ud til hver sin side, medens hovedet lagde sig på skrå. Nu kunne man ikke se hendes ansigt længere.

Da var det jeg satte i et hyl. Det var så stærkt og så højt, at det kun er i erindringens slør, jeg kan fornemme at champagneglassene må være gået itu derinde i bogskabet. Jeg sled for at komme fri af rebet og hastede mod døren; parat til at gøre hvad jeg kunne for at komme ud og mærke frihed.

 – O –

Måske ringede de på først? Havde de mon forsøgt at åbne døren? Havde de mon taget tag i håndtaget først? Jeg ved det faktisk ikke. Som jeg oplevede det, blev vores solide hoveddør pludselig flænget udefra med en økse, og efter nogle hug var der ikke andet end splinter tilbage. En kæmpe skikkelse dukkede op i døråbning og lidt efter var huset befolket af lutter fremmede iført hjelm og sikkerhedsudrustning. Vel inde var det som om kæmpen skrumpede lidt og blev lidt mindre skræmmende. Han mindede mig næsten om saglig Fatter, da han satte sig på hug og smilede mod mig. Han rakte mig en kiks og talte mildt; lidt ligesom Fatter altid havde gjort det. Beroliget af hans varme væsen og lettere opjaget af al hurlumhej i huset, skyndte jeg mig at æde kiksen, og luskede så udenfor og satte mig på en vissen græsplet, hvorfra jeg kunne holde øje med havelågen. Det var derfra jeg så, da de bar Gudrun ud på en båre. Nu var hun bare blevet til en uanselig bule under det hvide lagen, og da de kørte afsted med hende fortsatte solen sin vej op mod himmelens top, præcis som den plejede at gøre det.

Skyggerne var blevet længere da den blide kæmpe kom ud ad huset igen for at klappe mig på hovedet.

”Hvad skal vi stille op med ham her?” spurgte han.

”Vil du tage den med hjem?”, svarede en anden. ”Det tager nok længere tid at ordne med aflivning end den tid, den dér har tilbage at leve i”.

 – O –

Det har tit undret mig, hvorfor mennesker har så lidt tiltro til andre organismers intelligens. De tror ikke at hunde fatter, at katte begriber, eller at undulater forstår. Her foran porten til St. Peters herligheder står jeg nu i kø og venter sammen med høns og ænder, hvaler, skildpadder og orkideer ja og naturligvis også sammen med et hav af andre arter.

Mest bemærkelsesværdigt er alle mikroberne. De gode, der bæres af større individer og gør deres jordeliv udholdeligt, og de farlige der rydder op og skaber balance i naturen. De usynlige små kæmper der bekæmper dårligdomme, og dem der nedbryder og frigør substanser som ellers ville være uden for dyr og planters rækkevidde.

Mælkesyrebakterier, filamentøse svampe, ja og såmænd gode gamle E. coli, for ikke at tale om Baker’s yeast.

Hvad har disse små venner ikke lært mennesket, uden at mennesket for den sags skyld har lært sig specielt meget?

Han sagde det endda, ham Jesus. ”Lad de små komme til mig”, sagde han. Og ”Salig være de enfoldige”. Ja men kan det siges tydeligere? Og lyttede de måske? Menneskene! Nej såmænd ikke. De er optagede af sig selv, er de. Tænker, de alene kan forstå. Ja men sådan mener jeg virkelig, det er.

Forstår du, jeg var faktisk selv menneske engang. Sidste gang var dengang verden var ved at gå under i krig og ødelæggelse. Ja men du husker nok fra historiebøgerne, ikke? 1918. Mudderkrig. Kanonføde. Den spanske syge. Alt sammen på én gang.

Min Far var en af dem der døde på slagmarken et sted i Normandiet. Soldaten som bragte den sørgelige nyhed til os, i vores lille bindingsværkshus ude på landet, måtte bøje nakken for ikke  at støde hovedet mod karmen. ”Nu er du manden i huset”, hviskede soldaten i mit øre og klappede mig på skulderen. Hvad han ikke vidste, var at han bar på det virus, som fik mig til at sygne hen. To dage efter hans besøg udåndede jeg i spansk syge med min stakkels hulkende mor siddende ved sengekanten og min lillebror, Anders, liggende i den lille barneseng under vinduet. Anders var bare 2 år gammel, dengang. Min kære lillebror.

Men Gud være lovet. Med hans vilje og barmhjertelighed fik jeg lov at genopstå som vagthund i Anders hjem 90 år senere. Hvilken lykke det var at bo sammen med min lillebror fra et tidligere liv. Og nu var han så også blevet en Fatter. Det var det hans datter, Gudrun havde kaldt ham for. Anders havde levet et langt og godt liv. Erhvervet sig rigdomme. Men han havde også mistet kontakten til virkeligheden. For der var jo Gudrun. Stakkels tante Gudrun, som børnene råbte efter. Gudrun der ikke var som andre. Gudrun, der ikke passede ind, og som ingen kunne holde ud at være sammen med.

Ja men her står jeg og snakker.

”Hvad siger du? Bliver der færre og færre mennesker i køen med årene? Ja, men det har du måske nok ret i. Hva’ for noget? Siger du, du tror, de rejser til helvede i stedet?”

”Du har måske været her mange gange tidligere?” Jeg kan knapt høre hvad slangen hvisler tilbage til mig, men jeg tror den siger noget i retning af ”Åh ja, tusindvis af gange siden Paradisets tid”.

Men der er undtagelser opdager jeg, da jeg får øje på den blide kæmpe længere nede i køen. Ham, der tog sig af mig efter Gudruns død. Egentlig er han en ret spinkel mand. Efter en tid i hans hus opdagede jeg også, at han var født til kvinde men var ved at få foretaget en kønskorrektion. Måske var det under operationen til at få sine nye genitalier på plads at han udåndede?

Hvad mennesker dog finder på! Men hun, eller som de siger nu for tiden ”hen”? Ja men “den” var i hvert fald en kæmpe i ånden. Og det kan jeg godt forstå er et besøg værd hos St. Peter.

”Op al den ting som Gud har gjort”.

Nå men nu er det vist også blevet min tur.

”God dag salig Peter”. Jeg kan knapt skjule glæden ved at se ham igen. Han nikker elskværdigt til mig og vinker mig hen til sig. ”Ja, så er jeg tilbage. Denne gang som Grand Danois. Mon du har plads til mig i himmeriget?”

 

Tante Dagmar