Nornens vogter

Vi går ad en solbeskinnet grusvej, omgivet af tæt nåleskov på begge sider. Vi har vindjakkerne på. De er lynet godt op i halsen for at beskytte os mod den iskolde vårvind. I vores fornuftige gummistøvler vader vi gennem pøle af smeltevand. Der ligger endnu snavset sne her og der, og jeg glæder mig over mine uldne ragsokker og lammeskindssålerne.

Det er først i juni. Året er 1992. Stedet Ersmarksberget. Vi er på udflugt. Bilen lod vi stå ved bommen, og Hans fortæller om jordbunden, som er specielt næringsrig her.

Han bliver afbrudt i sine forklaringer, da en skikkelse træder ud fra skoven et stykke længere fremme. Det er en mand iført krigsmundering. En soldat i camouflagetøj med hævet våben.

”Nu skal du ikke sige noget, ” hvisker Hans, og hæver hånden til en hilsen.

”Hvad laver I her?” kommanderer soldaten, medens et par soldater mere dukker op bag ham og retter deres våben mod os.

”Vi er ude for at finde Calypso.” forklarer Hans. ”Skogsnorna!”

Jeg forholder mig stille. Som tilsagt. Rører mig ikke ud af flækken. Hans snakker. De diskuterer. Piberne fra soldaternes våben sænkes langsomt og jeg begynder at studere deres krigsmaling. Jeg indprenter mig detaljer: skæg, modermærker, briller, hjelme med net og løv, og mudrede støvler. Som for at kunne gengive deres kendetegn. Hvis jeg nu skulle få brug for det.

”OK” siger ledersoldaten så og gør honnør-hilsen med hånden. Også til mig, sådan som jeg opfatter det i hvert fald.

”What?” siger jeg bagefter til Hans.

”Ikke noget problem”, svarer han. ”Så du ikke de røde brikker der hang fra K-pisterne?”

“Nej da”.

”Jo da! De er en ekstra sikkerhed. Gør at maskinpistolerne ikke kan fyres af”.

”Men …” protesterer jeg.

”Ja det her er jo egentlig militærområde”, forklarer Hans ”I-20 skoven! Og fremmede nationaliteter må altså ikke betræde svenske militærområder. Vi er jo neutrale, ved du!”

”Men æh, jeg er jo bare dansker.”

”Lige netop” griner Hans, ”en mulig fjende!”

Vi drejer hurtigt ind i skoven. Underlaget skråner lidt. Vi går over sprængte klippestykker, beklædt med tyk mos, omgivet af ris af blåbær, tykstammede graner og fyrretræer og enkelte piletræer. Snart får vi øje på de mest vidunderlige cyklamen-farvede blomster som lyser op fra skovbunden. De er ikke store, orkideerne, men de skinner på lang afstand. Calypso bulbosa. Opkaldt efter den forførende og lunefulde græske nymfe, der ifølge Homer holdt Odysseus fanget i syv år på øen Ogygia.

Der er ingen fare for at vi skal fanges ind af denne Calypso og bosætte os her i skoven. Det kan den svenske militærmagt garantere for.

Reklamer

Tante Gudrun

Det var en mørk og stormfuld nat. Vandrørene sendte bankelyde gennem vores gamle hus. Vinden hvinede og fik vinduesskodderne til at slå mod husmuren. Jeg lå musestille. Hvis jeg flyttede mig så meget som en millimeter ville champagneglassene i det støvede bogskab begynde at klirre. Det ville få tante Gudrun i gyngestolen til at løfte et øjenlåg ganske let, og en halv pupil ville komme til syne i øjesprækken. Hun ville stirre på mig til jeg igen lå helt stille. Derefter ville hun give sig selv lidt ekstra gyngefart ved at puffe tåspidserne af sine små balletsko mod gulvet, så hun kunne slumre videre.

Hun fødtes inden man kunne behandle dværgvækst med hormoner og derfor blev hun aldrig mere end en og tredive høj. Skrøbelig sad hun nu der i gyngeren og vippede frem og tilbage iført sin rosa tutu. Taktfast som et bornholmerur fra gamle tider. Rynket i huden som en rosin, med indfaldne kinder og det hvide hår strittende til alle sider. Gyng-gang. De krogede fingre foldede sig over hendes smalle underliv og hendes læber bevægede sig i små grimasser, der nærmest gav indtryk af hemmelighedsfulde smil.

At jeg lå her med et fedt reb omkring min hals, var i grunden min egen skyld. Jeg skulle have stolet på mit instinkt. Men jeg er jo velopdragen og godtroende og hun burde også vide bedst, tænkte jeg og sukkede.

”Stormen Gudrun”. Det var hvad Fatter havde kaldt hende for. Men da han døde efter 96 år på jorden, var hans eneste datter Gudrun ikke bare stormfuld længere, hun var også blevet uforudsigelig. Ja hvis sandheden skal frem, kunne jeg næsten få den tanke, at hun var blevet ondsindet.

”Lad nåde falde over hende og give mig fred”. Jeg indstillede mig på endnu en lang nat ved gyngestolens side.

 – O –

Et gråt lys havde fyldt rummet. Jeg måtte være faldet i søvn. Stormen ude var stilnet af og inde var der dødsens stille. En uhyggelig lugt havde trængt sig på og ingenting var som det plejede at være. Gyngestolen rørte sig ikke. Gudrun sad sammensunket med lukkede øjne og udtryksløst ansigt.

Jeg løftede mit hoved. Champagneglassene klirrede. Jeg strakte mig i hele min længde. Rakte mine stive lemmer ud mod hende.

”Vågn op, Gudrun! Vågn nu op.”

Hendes fødder hang slapt ned fra sædet. Jeg daskede til balletskoene. En snøre løsnede sig og dinglede sammen med Gudruns fødder i stadig mindre cirkler indtil alt blev roligt igen. Så satte jeg mig op. Stirrede på hende. Ingen reaktion. Jeg puffede til hende, og hendes hænder for ud til hver sin side, medens hovedet lagde sig på skrå. Nu kunne man ikke se hendes ansigt længere.

Da var det jeg satte i et hyl. Det var så stærkt og så højt, at det kun er i erindringens slør, jeg kan fornemme at champagneglassene må være gået itu derinde i bogskabet. Jeg sled for at komme fri af rebet og hastede mod døren; parat til at gøre hvad jeg kunne for at komme ud og mærke frihed.

 – O –

Måske ringede de på først? Havde de mon forsøgt at åbne døren? Havde de mon taget tag i håndtaget først? Jeg ved det faktisk ikke. Som jeg oplevede det, blev vores solide hoveddør pludselig flænget udefra med en økse, og efter nogle hug var der ikke andet end splinter tilbage. En kæmpe skikkelse dukkede op i døråbning og lidt efter var huset befolket af lutter fremmede iført hjelm og sikkerhedsudrustning. Vel inde var det som om kæmpen skrumpede lidt og blev lidt mindre skræmmende. Han mindede mig næsten om saglig Fatter, da han satte sig på hug og smilede mod mig. Han rakte mig en kiks og talte mildt; lidt ligesom Fatter altid havde gjort det. Beroliget af hans varme væsen og lettere opjaget af al hurlumhej i huset, skyndte jeg mig at æde kiksen, og luskede så udenfor og satte mig på en vissen græsplet, hvorfra jeg kunne holde øje med havelågen. Det var derfra jeg så, da de bar Gudrun ud på en båre. Nu var hun bare blevet til en uanselig bule under det hvide lagen, og da de kørte afsted med hende fortsatte solen sin vej op mod himmelens top, præcis som den plejede at gøre det.

Skyggerne var blevet længere da den blide kæmpe kom ud ad huset igen for at klappe mig på hovedet.

”Hvad skal vi stille op med ham her?” spurgte han.

”Vil du tage den med hjem?”, svarede en anden. ”Det tager nok længere tid at ordne med aflivning end den tid, den dér har tilbage at leve i”.

 – O –

Det har tit undret mig, hvorfor mennesker har så lidt tiltro til andre organismers intelligens. De tror ikke at hunde fatter, at katte begriber, eller at undulater forstår. Her foran porten til St. Peters herligheder står jeg nu i kø og venter sammen med høns og ænder, hvaler, skildpadder og orkideer ja og naturligvis også sammen med et hav af andre arter.

Mest bemærkelsesværdigt er alle mikroberne. De gode, der bæres af større individer og gør deres jordeliv udholdeligt, og de farlige der rydder op og skaber balance i naturen. De usynlige små kæmper der bekæmper dårligdomme, og dem der nedbryder og frigør substanser som ellers ville være uden for dyr og planters rækkevidde.

Mælkesyrebakterier, filamentøse svampe, ja og såmænd gode gamle E. coli, for ikke at tale om Baker’s yeast.

Hvad har disse små venner ikke lært mennesket, uden at mennesket for den sags skyld har lært sig specielt meget?

Han sagde det endda, ham Jesus. ”Lad de små komme til mig”, sagde han. Og ”Salig være de enfoldige”. Ja men kan det siges tydeligere? Og lyttede de måske? Menneskene! Nej såmænd ikke. De er optagede af sig selv, er de. Tænker, de alene kan forstå. Ja men sådan mener jeg virkelig, det er.

Forstår du, jeg var faktisk selv menneske engang. Sidste gang var dengang verden var ved at gå under i krig og ødelæggelse. Ja men du husker nok fra historiebøgerne, ikke? 1918. Mudderkrig. Kanonføde. Den spanske syge. Alt sammen på én gang.

Min Far var en af dem der døde på slagmarken et sted i Normandiet. Soldaten som bragte den sørgelige nyhed til os, i vores lille bindingsværkshus ude på landet, måtte bøje nakken for ikke  at støde hovedet mod karmen. ”Nu er du manden i huset”, hviskede soldaten i mit øre og klappede mig på skulderen. Hvad han ikke vidste, var at han bar på det virus, som fik mig til at sygne hen. To dage efter hans besøg udåndede jeg i spansk syge med min stakkels hulkende mor siddende ved sengekanten og min lillebror, Anders, liggende i den lille barneseng under vinduet. Anders var bare 2 år gammel, dengang. Min kære lillebror.

Men Gud være lovet. Med hans vilje og barmhjertelighed fik jeg lov at genopstå som vagthund i Anders hjem 90 år senere. Hvilken lykke det var at bo sammen med min lillebror fra et tidligere liv. Og nu var han så også blevet en Fatter. Det var det hans datter, Gudrun havde kaldt ham for. Anders havde levet et langt og godt liv. Erhvervet sig rigdomme. Men han havde også mistet kontakten til virkeligheden. For der var jo Gudrun. Stakkels tante Gudrun, som børnene råbte efter. Gudrun der ikke var som andre. Gudrun, der ikke passede ind, og som ingen kunne holde ud at være sammen med.

Ja men her står jeg og snakker.

”Hvad siger du? Bliver der færre og færre mennesker i køen med årene? Ja, men det har du måske nok ret i. Hva’ for noget? Siger du, du tror, de rejser til helvede i stedet?”

”Du har måske været her mange gange tidligere?” Jeg kan knapt høre hvad slangen hvisler tilbage til mig, men jeg tror den siger noget i retning af ”Åh ja, tusindvis af gange siden Paradisets tid”.

Men der er undtagelser opdager jeg, da jeg får øje på den blide kæmpe længere nede i køen. Ham, der tog sig af mig efter Gudruns død. Egentlig er han en ret spinkel mand. Efter en tid i hans hus opdagede jeg også, at han var født til kvinde men var ved at få foretaget en kønskorrektion. Måske var det under operationen til at få sine nye genitalier på plads at han udåndede?

Hvad mennesker dog finder på! Men hun, eller som de siger nu for tiden ”hen”? Ja men “den” var i hvert fald en kæmpe i ånden. Og det kan jeg godt forstå er et besøg værd hos St. Peter.

”Op al den ting som Gud har gjort”.

Nå men nu er det vist også blevet min tur.

”God dag salig Peter”. Jeg kan knapt skjule glæden ved at se ham igen. Han nikker elskværdigt til mig og vinker mig hen til sig. ”Ja, så er jeg tilbage. Denne gang som Grand Danois. Mon du har plads til mig i himmeriget?”

 

Tante Dagmar

Fibonacci-leg

Presentation1

Elefant!
Se!
Bevæger sig.
Dér, langt borte!
Bag ved det dér akacietræ!
Den vandrer så målrettet hen over savannens sand.
Leder den mon efter vand?
Her er varmt!
Den marcherer.
Majestætisk.
Elefanten.

Fisk!
Dér!
De svømmer!
En hel stime.
Leger i bækkens rindende vand.
Den dér er hurtigere end alle de andre.
Svømmer stærkt hen over stenene.
Ind under broen.
Halen slår.
Glitrer.
Fisken.

Princippet er 1,1,2,3,5,8,5,3,2,1,1 – måske træning i tegnsætning? http://www.omatskrive.dk/tekster/alle_de_andre_tegn.html

https://en.wikipedia.org/wiki/Fibonacci_number

 

En dag på jobbet

en dag på jobbet b_wChefen sidder i jakkesæt. Med silkeslipset bundet til kamp. Irene har serveret kaffe og wienerbrød. Vi rækker artigt ud efter kopperne med et nik til tak. Et bundt papirer sendes rundt. Udkast til årsrapporten. Vi bladrer i tavshed.

”Nå?” Chefen rømmer sig. Håber måske at nogen vil sige noget. Men ingen tager mindste ansats. Hvad er der også at sige?

Hastværk er en mild dom. Skrydende og selvmodsigende fraser. Folk der ikke længere er ansatte figurerer på siderne, og en hierarkisk skævhed griner mig op i fjæset. Jeg er ved at brække mig.

Vi har en flad organisation, står der! Ha! Min bare røv.

Alle delmål er opfyldt med stor tilfredshed, læser jeg. Jeg måber, for jeg kan ikke huske en eneste evaluering udført af os medarbejdere.

Her skal man minsandten ikke tro man er noget. Med mindre man er det, naturligvis.

Ja, forresten undskyld. Det der med ”min bare røv”. Det var bare noget, der slap ud af min mund i tankerne. Et tavst råb om hjælp. Har ikke noget med virkeligheden at gøre. For nej min røv er faktisk godt dækket til, og den holder sig langt fra mine kollegers åsyn, for tænk hvis de opdager, at jeg også har brug for anerkendelse?

Så vil de sgu da gi mig nogle ordentlige hug, vil de.

Bare fordi de elsker, når nogen lider mere end dem selv.

På trods af is til kaffen hver fredag, og en femhundredekroners blomsterdekoration til jul, har medbestemmelse ingen plads i det her firma.

Trykket stiger ubønhørligt i mit indre. Som en motorcykel i svimlende fart mod færgen til den anden side. Det presser på indefra. Knopper vokser frem af mine hudporer. Som små svampe. De ekspanderer til bylder mens jeg bekymret tænker, at det her ender galt.

Så er det jeg mærker noget briste.

Det kommer næsten som en lettelse.

Bum!

Jeg har vist sprængt mig selv i luften.

Galde spuler ud ad min mund. Diarré vasker ned ad mine benklæder. Snot flyder fra bihulerne. Blod og pus plasker ud gennem kroppens åbninger, for ikke at tale om dens ikke-åbninger.

Chefen har søgt ly bag skærmen på sin Mac-Book. Under et brusebad af mit klæbrige DNA kryber han sammen og ser skræmt ind i sin pauseskærm, hvor blomsterbilleder kontinuerligt glider forbi.

Fresier. Roser. Valmuer. Kornblomster.

Jeg rejser mig. Flår den bærbare ud af chefens rystende hænder og brøler med slimede klatter, af hvad ved jeg, hængende i håret, at nu kan det edderbande mig være nok. Jeg kyler tingesten i stengulvet, så tasterne fra tastaturet spreder sig til alle sider, som kornene i en haglbøsse.

Tag den, du. Eller giv den til din forkælede søn, så han har noget at klistre sammen.

Vagterne kommer løbende. De vil stoppe mig, men ved ikke hvordan. Et bad af blandede kropsvæsker kan skræmme selv den modigste og mest loyale body guard.

For resten ønsker jeg ikke chefen noget ondt. Eller nogen af de andre for den sags skyld.

Måske skulle jeg bare være blevet hjemme i dag. Have ladt den indre storm blæse af. Revet mig selv op ved nakkehårene. Fordøjet langsomt.

Jeg lusker ind under konferencebordet og bider negle. Chefens silkeslips vokser som en slange, der strækker sig ind mod mit gemmested. Irenes høje hæle tripper rundt og sørger for at alle husker at glemme, at de nogen sinde har villet noget selv. Jeg lader slipset omfavne min nakke. Det knytter sig i en halv-Windsor omkring min hals.

”Kom så” siger chefen og slår med slipset. Jeg følger lydigt i hælene på ham. Nærmest taknemmelig. Han binder slipsesnoren fast til væggen i mit arbejdsrum og sætter mig på plads.

Jeg elsker ham næsten.

 

opgave v18.3.jpg

Nørreport

duer

Der var duer. De løb rundt om benene, så man fik lyst til at sparke til dem. Håret klæbede til ansigtet. Regn var faldet uophørligt hele dagen. Han havde stået oprejst i omgange. Når han orkede det.

Det var ikke sådan en dag han fik solgt flest aviser. Han havde en sort plastiksæk over militærjakken og den hullede sweater. Sækken glitrede af væde. Han havde været et par ture nede ved togsporene, så ansigtshuden kunne tørre lidt. Nu stod han på gaden igen. Perkerne fra frugtstanden på Frederiksborggade var ved at pakke opblødte frugtkasser ind i deres budbil. De havde nok givet op for i dag. Bagagerummet bugnede af våde varer. De havde sikkert heller ikke solgt noget. Og så var det endda tirsdag. Mon folk havde taget bilen til arbejde? Eller var de bare blevet hjemme?

Den dampende fugt fra under plastiksækken føltes både tryg og kvælende. Han betragtede sin slidte, beskidte skråtaske med aviser, der lå på marmorsatsen, lige ved trappen ned til sporene. Måske skulle han bryde op for i dag. Så han måske kunne få en plads i herberget. Ja måske.

– Undskyld, kan De hjælpe mig? En dame i gummistøvler med paraply står og smiler til ham. – Sælger De måske ikke aviser?

– ”Hus forbi”.

– Hvor mange har De?

– Stadig tyve.

– Kunne jeg få lov at købe dem?

– En avis koster 20 kroner.

– Ja men så tager jeg alle sammen. Hun rækker fire hundredkronesedler frem mod ham.

– Men! … Alle sammen? Han glor på hendes hånd. Smal. Ren. Og de mange penge.

– Ja tak. Jeg skal bruge dem til undervisning på fredag. Hér, tag pengene! Jeg tror måske. … Hun åbner sin taske og en lille hund stikker hovedet frem.

– Mon ikke de får plads sammen? Aviserne og Skæg, her i tasken.

– Hedder den Skæg?

– Ja, hvis De er rar at holde den, så kan jeg stoppe aviserne ned, og sætte Skæg her oven på.

– Tak Dame. Den pjuskede hund er varm og han snuser duften ind. Det vækker noget i ham. Føles godt.

– Selv tak Mand. Hun smiler til ham igen, da han sætter Skæg tilbage i tasken.

Han kan ikke holde et stort grin tilbage, selvom han godt ved, at når munden flækker op, så ser man lige ind i et halvtomt gab. For tænderne er faldet ud på nær nogle gulnede stumper i overmunden.

Han hilser stadig med hånden hævet, efter hun er forsvundet ned ad trappen til sporene.

Som om han pludselig får øje på sig selv, skynder han sig at lukke munden igen og finder en tør brødskive frem af lommen, som han smuldrer til duerne.

– Ses i morgen, mumler han.

 

V18 2

Hjemme-Zoo

 

– Sender du lige chipsposen herhen? … Ja men se ikke så spørgende ud. Dér! … Den ligger dér. På bordet. Lige bag ved dig.  … … Gider du lige? … … For pokker. Er du også blevet stum?

Vær-så-god, her har du dine chips.

– Man bliver ikke smittet af at røre ved posen, vel?

Nej.

– Ska du ha nogen?

Nej tak.

– Du er altså kedelig. Ved du det?

Jeg forsøger at koncentrere mig.

– Sidder du ikke bare og leger med din telefon?

Altså.

– Vi plejer ellers altid at se fjernsyn sammen. Specielt fredag aften, ikke. Så hygger vi os! Ser på X-faktor. Har det godt. … … De her chips er forresten lavet af linser. Mindre fedt. Mindre salt. Færre kalorier.

– Jeg kan ikke se fjernsyn sammen med dig mere. … … Kamelen står i vejen.

– Va!

– Den skygger for skærmen.

Va’for en kamel?

Kamel, eller elefant, hvis du hellere vil ha’ at det … så er det en elefant.

– Kamel, elefant, giraf? Det er da ikke samme sag, vel? … Det er da forskellige dyr. Så det er ikke lige meget. Jeg fatter ikke hvad du taler om. … … Du er altså blevet så mærkelig. Ja efter du begyndte med de der ingefærshots.

Ingefær får mig til at se alting klart.

– Åh du er sgu så selvoptaget. Som en to meter høj frø, der tror den skal redde København. … … Men du er ikke andet end en bumset teenager er du, uden udsigt til arbejde, hvis du ikke snart tager dig sammen. … … Har du for resten sendt en ansøgning ind i den her uge?

Nej, det har jeg ikke?

– Nej vel. Doven er du også. … Det er virkelig på tide, du tager dig sammen. Du blev færdig med skolen for over et år siden. Så du er voksen nu. … … Du kan ikke regne med at jeg skal forsørge dig resten af livet.

Hvordan skulle du kunne gøre det?

– Va’?

– Forsørge mig? … På din invalidepension?

– Kritiserer du mig? Synes du ikke jeg har været en god mor?

Jo, Jo, naturligvis.

– Nu bliver jeg altså rigtig såret og ked af det.

Jeg mente det ikke på den måde mor. Det må du altså undskylde.

– Det gør ikke noget. Jeg har lært mig at håndtere modgang og utaknemmelighed. … … Tag nogle chips. Nu starter udsendelsen.

 

Jesper Dela Porte Ovesens billede.