Romantikkens heltinder

 

Fanny betragtede sin veninde, den højgravide pianistinde, og rystede let på hovedet.

– Hvorfor spiller du ikke en af dine egne scherzi, Clara?

Clara sendte Fanny et beroligende blik tilbage gennem spejlet. Clara havde sat en nål i sin hat og rettede den til. Nu vendte hun opmærksomheden tilbage mod sit eget spejlbillede; stadig med hovedet på skrå. Tilsyneladende tilfreds med hvad hun så. Så vendte hun sig mod Fanny, og lod hænderne samle sig over maven.

– Vi skal også leve, ikke? Husfreden skal plejes, og Robert har dedikeret børnesangene til mig. Det er dem jeg vil spille i eftermiddag. Og jeg vil fremføre dem helt tro mod noderne. Vi har udviklet nodekonceptet nu, ved du, så det indeholder alle toner, deres længder. Og pauserne. Det er et stort skridt mod at bevare ideen med kompositionen for eftertiden.

De to kvinder var ikke bare viotuose pianister, men også nydannende komponister. Engang da den engelske dronning havde berømt Felix’s klaverspil efter en koncert, havde Felix udbrudt at så skulle Hendes Majestæt minsandten bare høre hans ældre søster Fanny spille. Fanny gjorde hvad som helst for sin kære broder, Felix. Hun kommenterede og rettede hans kompositioner og inspirerede hans optrædener med stolthed og iver.

Men hun havde langt sværere ved at acceptere at Clara gjorde præcis det sammen for sin mand. I de nordlige dele af Europa var man begyndt at tale om kvinders stemmeret, og om lige arbejde for lige løn. Om solidaritet og retfærdighed. Fanny syntes at Clara spildte sit liv og talent på husarbejdet og på alle børnene. At hun forærede alting til sin mand, der skønt han var en dygtig musiker også havde sine dystre sider. Hvis sandheden skulle frem, syntes Fanny nok ikke helt at Robert fortjente sin hustru, denne fortryllende og karismatiske Clara.

– Jeg hørte at Franz Lizst mener, at nodetroskab kan dræbe musikken. Han er nervøs for at spontaniteten vil forsvinde hvis man nedfælder alle detaljer, kommenterede Fanny.

– Pjat med ham. Omsorgen og følelserne får netop spillerum, når musikkens ramme er fastlagt. Svaret kom lige så let og ubesværet som silkebrokaden, der lå omkring Claras bulende mave. Claras letsind fik Fannys lidt strenge træk til at mildnes, og hun fik næsten tårer i øjnene, når hun betragtede sin venindes livslyst.

Som datter af den berømte musikpædagog Johann Wieck, var Clara skolet fra barnsben af, til at give musikken plads. Når hun fremførte et stykke, var det, som om det materialiserede sig direkte fra hendes glatte pande og lyse sind. Som om hun lod kroppens indre rytme forplante sig gennem instrumentet og videre ud til tilhørerne. Hendes sind var uspoleret og frit for materielt begær. Hun levede for musikken. Hun levede for Robert. Og hun levede for sine børn. I den rækkefølge.

– Jeg har så meget, Fanny. Robert har bare musikken. Det er hans aften i aften, og jeg skal gøre den så mindeværdig, jeg kan.

Clara tog lidt rødt på pegefingeren og gned et tyndt lag over læberne. Derefter fordelte hun omhyggeligt pomaden ved at lade over- og underlæbe bevæge sig mod hinanden. Tilfreds med resultatet smilede hun mod sit spejlbillede, hvorefter hun vendte opmærksomheden mod sin veninde og kollega.

– Kom så går vi. Vi kan jo ikke lade Robert og publikum vente, vel?

Hun sendte Fanny et hjerteligt luftkys inden hun åbnede døren og bad hende følge med til den ventende karet. På vej ned ad trappen trak Clara i sine lange slanke handsker. Hun glattede de tynde luftige kniplingshylstre til omkring hver finger med en smidighed og bevidsthed, der harmonerede med hendes lette trin.

 

Kommentar:

Dette er en opdigtet samtale mellem Fanny  Hensel  (født Mendelssohn) og Clara Wieck Schumann.

Tak til Jesper O som har stillet spontanopgaven i dns “Hvad kan der ske ved musik?”

Afgrund (100 ord)

 

Hvordan kunne du gøre det mod os, spurgte hun.

 

Hvad mener du med os? replicerede han.

Du sagde jo, at vi ikke var noget.

At vi var ”ingenting”.

 

Ja, det sagde jeg måske, fortsatte hun.

Men forstod du ikke, hvad jeg mente?

Forstod du ikke, jeg mente ”ingenting” som i ”ikke-defineret”.

Ingenting rummer alt, på samme måde som en dyrebar figur, der skjult i en hvalrostand bare venter på at blive skåret frem.

Eller som regnbuens farver, der kan brydes i et prisme fra hvidt lys.

Desuden havde du lovet mig, du aldrig ville give slip.

Og jeg troede dig.

Heksesnak 2017

 

St Hans og St Jørgen var ude med snøren.

De bankede på midt om natten.

Den tredie mand, Søren, lå helt slap i børen,

fordrukken  og sort li’som katten.

 

Lillemor åbnede døren op.

Hun spurgte hvad mændene ville.

”Jo ser du min skønne, om det nu kan gå,

vi er i behov af persille”.

 

”Persille?” gentog Lille, ”men det var da ilde,

jeg brugte det sidste i går.

Jeg havde i mængder og lange længder,

men nu er det pynt i mit hår.”

 

”Åh stakkels Søren, som ligger i børen,

er helt uden hjælp at få.”

Det mumled Jørgen, og trængde sig på

til Lille snart på stuegulvet lå.

 

”Hjælp, hjælp”, skreg Lille,

”I mænd er som vilde.

I bad om persille.

Men, hvad var det, I ville?”

 

Lille som ikke ville bli’ offer,

slog forgæves ud efter de dumme tosser.

Ikke fortvivle, tænkte Lille, derefter

nu veksler jeg over til heksekræfter.

 

Som sagt så gjort tog Lille til handling

og trylled’ de tre mænd til harnisk samling.

Jørgen og Søren blev kvast og skaft,

og Hans til en hue af den spidse slags.

 

Oppe i luften Lillemor nu fløj,

for evigt fri for alt det møg.

Og dermed blev Jørgen og salig St Hans,

dømt til at rides mod sol udenlands.

 

Heks til digt Juni 2017

 

God St Hans … ikke mindst til Mille som stillede opgaven på FB.

 

 

Yin yoga og hallux valgus tæer

Tja, hvad skal jeg sige? Det er aften. Vi skal grille kylling. Jeg har lavet agurkesalat og rabarberkompot. Efter to glas G&T er jeg ganske afslappet. Jeg fik også lige ”stretchet” min ”fascia” på det lokale sportscenter efter arbejdstid. Det er noget man gør på yin yoga. Man lader musklerne strække sig langsomt ud i en glidende position, så de små muskelfibre giver efter suk for suk. Som i bittesmå ryk. Man sidder eller ligger længe på yogamåtten i samme stilling. I flere minutter.  Lader kroppen give sig. Pop. Pop.

Jeg opfatter ”fascia” som en slags klister der binder led og muskler sammen. Den kan være tør og sprød, rigid og brækkelig, men med yin yoga bliver den sammenhængende og tyktflydende igen så den kan smøre muskler, led og bindevæv til de samarbejder som om man stadig var teenager.

Jeg ved ikke om der findes en yang yoga.

– Yin yoga er en blanding mellem hatha yoga og kinesisk medicin, sagde lederen. – Den ydre strech hænger sammen med de indre organer. Når en muskel strækkes stræber det indre organ, som den hænger sammen med, mod balance.

Det skal nok være rigtigt. Jeg er ganske ligeglad med hvad de kalder det for. For mig er yoga en pause i livet. En pause til refleksion og genoprettelse.

Lederens stemme lød hen over musikken fra højtaleren. De sang “Halleluja” til en melodi med grundtoner fra Pacebel’s kanon i D dur. Akkompagneret  af synt-klimt og klokker og den dumpe lyd af en congatromme. New-age toner blandet med lyde af bølgeslag, mågeskrig og hvæsende trækroner.

Lederen instruerede os i at stille os på knæ, med tæerne trykket ned i gulvet, for derefter at sætte os på hælene. Langsomt.

Det gjorde drønende ondt i min venstre storetå. Hallux valgus. Det er vist straffen når man går i forkerte sko.

– Hvis man bare sidder tilstrækkeligt længe på sine hæle, så går det over, instruerede hun. Jeg løftede numsen for at lette på trykket mod tåen.

Min søster havde sagt at jeg så ud som Alfons Åberg.

– Det er øjenvipperne der gør det, sagde hun. Det måtte hun gerne sige. Jeg var immun. Tog det ikke som en fornærmelse at hun sammenlignede mig, hendes yngre søster, med en tegneseriefigur af en lille fed dreng.

Hvordan jeg nu ellers kom på de tanker her under messe-yogaen. For det der, det skete jo for en menneskealder siden.

– Og så er det afspænding, sagde lederen. – Læg dig til rette på måtten, og forestil dig en knaldblå himmel med skyer som farer forbi. Forestil dig at skyerne er dine tanker.

Alfons Åberg, tænkte jeg, i en lille himmelblå folkevogn. Med sin fars lædermappe på bagsædet. Gad vide om han havde spændt sit sikkerhedsbælte fast?

– Skyerne skingrer sig.

Tja det var da også et ordvalg.

– Skyerne skingrer sig og måske er der bare blå himmel tilbage i dine tanker.

Jo tak jeg mærkede det. Jeg nåede lige at undre mig over hvor Alfons var blevet af, med bil og taske. Så blev jeg opslugt af den himmelblå farve; til grundtonerne af Pacebel’s kanon, krydret af lederens hviskende messetale og halleluja-stemmerne.

– Nu er der serveret. Stemmen kommer ude fra grillen. Jeg vågner med et ryk. Jeg havde jo lovet at dække bordet. Jeg rejser mig straks fra lænestolen. Ikke en smerte. Hvis der findes en yang yoga må de gerne beholde den for mig. Yin yogaen lader til at have virket som den skal.

– Jeg er på vej. Ih hvor dufter kyllingen dog dejligt.

Carsten Milvangs billede.

dns spontanopgave maj 2017

Længe leve

Godmorgen

god morgensol

god morgenmad

for det er en god morgen i dag

og forresten bliver de bare bedre og bedre

morgenerne

dag for dag

hverdag for hverdag

 

Hver eneste dag

når jeg slår øjnene op

så ved jeg

at jeg har foretaget et valg

og så ved jeg

at det som jeg har valgt

er godt

og derfor er alting

lige præcis

som det skal være

 

Længe leve hver dag

som

er

levet

længe

SPONTANOPGAVE – MAJ 2017 dns 

stillet af Christa, inspireret af Dan Turells rap-digt om hverdagen 

morgen

 

Om alt og ingenting

Der findes bare to slags. Interessante og uinteressante. Det sagde Oscar Wilde. Om mennesker.

Jeg funderer over, hvilken af dem jeg kan være? Nok ingen. Ikke engang i mit eget univers.

Oscar Wilde blev også træt af folk. Og han blev træt af sig selv. Egentlig sagde han nok bare det der med interessant og uinteressant for at provokere. For at gøre sig selv interessant. Han vidste da godt, at alting forandrer sig. Han vidste da godt, at selv det mest uinteressante kan blive interessant; og at det mest interessante kan miste sin betydning.

Det er i modsætninger, forandring opstår. Det siger Yuval Harari. Han har analyseret historiens pil og evolutionens aftryk. Han angriber myten om en statisk kultur. Overbeviser mig om det, som jeg allerede synes jeg ved. At alt er stræben. At ingenting består.

En kongresmand i USA mener, at han for længst har betalt for sin egen politiske position. For han har altid betalt skat af sin formidable indkomst. Mere skat end det, det nu koster staten at betale hans løn. Så hans politiske gerning må være en gave. Det siger han i hvert fald selv. Og det mener han sikkert også. Og så må hans republikanske politik jo også være det. Altså en gave siger han. Gad vide til hvem?

Et egetræ kan blive stort og gammelt. Kundskab om det netværk af mikrosvampe, som lever i dets bark og blade tyder på, at egetræet ikke selv vælger hvilke svampe det koloniseres af. Kan vi mennesker heller ikke vælge, hvilke ideer der invaderer os?

Jeg henter min kikkert. Finder ud til deltaet med fugle på træk mod nord. Camouflageklædte står vi midt på en af Nordeuropas største rastepladser. Vi har  teleskopkikkerter med. De står på rad og række på deres stativer , oppe på den ophøjede platform af træ. Vi har røde næser. Vores handsker krammer om hver sin kaffekop. Nærmest maserer, som for at klemme lidt af kaffens varme ind i de stive fingre. Kuskeslag.

Et par af os har kamera med. Med linser som overdimensionerede politistave. Klik, klik, klik, klik siger det i rasende tempo. Det er min sidemand, der trykker på knappen. Han høster information ind som pixelsamlinger i kamerakassen med en hastighed, der kan måles i bibeltekster per sekund.

De synger, sangsvanerne. Ingen køn sang i mine øren. Men karakteristisk. Vi tæller til fem arter af gæs. Overvejende Canadagæs og grågæs. Grågæssenes bestand eksploderede efter man holdt op med at jage dem. Canadagæssene stammer fra fem-seks individer, der indførtes i Skåne inden første verdenskrig. Nu findes de overalt. Lidt for sig selv står tranerne. Viber går og hakker i pløjemarken. Når de af og til flyver op, forstår man hvorfor englænderne kalder dem for ”lapwings”. Småfugle løfter i flokke. Der står Stor Regnspove her og der. Det er her de yngler.

“Se dèr. En kongeørn”.

“Og en til”.

“Eller er det en havørn?”

Snakken går. Information udveksles.

“Og dér!” lyder det, og vores opmærksomhed rettes mod en vandrefalk. Den sidder som forstenet på grenen af en bævreasp omtrent en halv kilometer borte. Den har blikket stift rettet mod vandhullet hvor der snadres og baskes, pudses og parres. Vi tror nok, vi ved, hvad den tænker. Men vi kan ikke vide det. Vi venter i spænding. Kulden kryber op gennem skoene og ind under jakken.

“Nu! Nu letter den.”

Det er ikke for intet, vandrefalken betragtes som den hurtigste flyver på jorden. Som en brun pilespids flytter den sig hen over pløjemarken og styrer lige mod sit mål.

“Kan det være en gråand?” Et suk suser gennem forsamlingen på træbroen.

“Nå for søren. Der var den heldig.”

“Den slap med forskrækkelsen.”

“Det var nådigt.”

Det er først efter vandrefalken er godt på vej tilbage mod sin gren, jeg aner uro blandt ænderne. En del af flokken søger ud på vandet. Som en forsinket flugt til noget, der fremstår som mere sikkert.

Jeg reflekterer over, at jeg ikke hørte et eneste kameraklik. Men de må alligevel have fanget falken med deres linser. For nu står de og sammenligner billeder.

dsc-9881