Komplikapitalironi

At kromosomaterialisere

kronodatavalidere

og derpå koevolulegalisere

forenkler

ganske givet

livet

endnu

mere

 

Reklamer

Fibonacci-leg

Presentation1

Elefant!
Se!
Bevæger sig.
Dér, langt borte!
Bag ved det dér akacietræ!
Den vandrer så målrettet hen over savannens sand.
Leder den mon efter vand?
Her er varmt!
Den marcherer.
Majestætisk.
Elefanten.

Fisk!
Dér!
De svømmer!
En hel stime.
Leger i bækkens rindende vand.
Den dér er hurtigere end alle de andre.
Svømmer stærkt hen over stenene.
Ind under broen.
Halen slår.
Glitrer.
Fisken.

Princippet er 1,1,2,3,5,8,5,3,2,1,1 – måske træning i tegnsætning? http://www.omatskrive.dk/tekster/alle_de_andre_tegn.html

https://en.wikipedia.org/wiki/Fibonacci_number

 

En dag på jobbet

en dag på jobbet b_wChefen sidder i jakkesæt. Med silkeslipset bundet til kamp. Irene har serveret kaffe og wienerbrød. Vi rækker artigt ud efter kopperne med et nik til tak. Et bundt papirer sendes rundt. Udkast til årsrapporten. Vi bladrer i tavshed.

”Nå?” Chefen rømmer sig. Håber måske at nogen vil sige noget. Men ingen tager mindste ansats. Hvad er der også at sige?

Hastværk er en mild dom. Skrydende og selvmodsigende fraser. Folk der ikke længere er ansatte figurerer på siderne, og en hierarkisk skævhed griner mig op i fjæset. Jeg er ved at brække mig.

Vi har en flad organisation, står der! Ha! Min bare røv.

Alle delmål er opfyldt med stor tilfredshed, læser jeg. Jeg måber, for jeg kan ikke huske en eneste evaluering udført af os medarbejdere.

Her skal man minsandten ikke tro man er noget. Med mindre man er det, naturligvis.

Ja, forresten undskyld. Det der med ”min bare røv”. Det var bare noget, der slap ud af min mund i tankerne. Et tavst råb om hjælp. Har ikke noget med virkeligheden at gøre. For nej min røv er faktisk godt dækket til, og den holder sig langt fra mine kollegers åsyn, for tænk hvis de opdager, at jeg også har brug for anerkendelse?

Så vil de sgu da gi mig nogle ordentlige hug, vil de.

Bare fordi de elsker, når nogen lider mere end dem selv.

På trods af is til kaffen hver fredag, og en femhundredekroners blomsterdekoration til jul, har medbestemmelse ingen plads i det her firma.

Trykket stiger ubønhørligt i mit indre. Som en motorcykel i svimlende fart mod færgen til den anden side. Det presser på indefra. Knopper vokser frem af mine hudporer. Som små svampe. De ekspanderer til bylder mens jeg bekymret tænker, at det her ender galt.

Så er det jeg mærker noget briste.

Det kommer næsten som en lettelse.

Bum!

Jeg har vist sprængt mig selv i luften.

Galde spuler ud ad min mund. Diarré vasker ned ad mine benklæder. Snot flyder fra bihulerne. Blod og pus plasker ud gennem kroppens åbninger, for ikke at tale om dens ikke-åbninger.

Chefen har søgt ly bag skærmen på sin Mac-Book. Under et brusebad af mit klæbrige DNA kryber han sammen og ser skræmt ind i sin pauseskærm, hvor blomsterbilleder kontinuerligt glider forbi.

Fresier. Roser. Valmuer. Kornblomster.

Jeg rejser mig. Flår den bærbare ud af chefens rystende hænder og brøler med slimede klatter, af hvad ved jeg, hængende i håret, at nu kan det edderbande mig være nok. Jeg kyler tingesten i stengulvet, så tasterne fra tastaturet spreder sig til alle sider, som kornene i en haglbøsse.

Tag den, du. Eller giv den til din forkælede søn, så han har noget at klistre sammen.

Vagterne kommer løbende. De vil stoppe mig, men ved ikke hvordan. Et bad af blandede kropsvæsker kan skræmme selv den modigste og mest loyale body guard.

For resten ønsker jeg ikke chefen noget ondt. Eller nogen af de andre for den sags skyld.

Måske skulle jeg bare være blevet hjemme i dag. Have ladt den indre storm blæse af. Revet mig selv op ved nakkehårene. Fordøjet langsomt.

Jeg lusker ind under konferencebordet og bider negle. Chefens silkeslips vokser som en slange, der strækker sig ind mod mit gemmested. Irenes høje hæle tripper rundt og sørger for at alle husker at glemme, at de nogen sinde har villet noget selv. Jeg lader slipset omfavne min nakke. Det knytter sig i en halv-Windsor omkring min hals.

”Kom så” siger chefen og slår med slipset. Jeg følger lydigt i hælene på ham. Nærmest taknemmelig. Han binder slipsesnoren fast til væggen i mit arbejdsrum og sætter mig på plads.

Jeg elsker ham næsten.

 

opgave v18.3.jpg

Nørreport

duer

Der var duer. De løb rundt om benene, så man fik lyst til at sparke til dem. Håret klæbede til ansigtet. Regn var faldet uophørligt hele dagen. Han havde stået oprejst i omgange. Når han orkede det.

Det var ikke sådan en dag han fik solgt flest aviser. Han havde en sort plastiksæk over militærjakken og den hullede sweater. Sækken glitrede af væde. Han havde været et par ture nede ved togsporene, så ansigtshuden kunne tørre lidt. Nu stod han på gaden igen. Perkerne fra frugtstanden på Frederiksborggade var ved at pakke opblødte frugtkasser ind i deres budbil. De havde nok givet op for i dag. Bagagerummet bugnede af våde varer. De havde sikkert heller ikke solgt noget. Og så var det endda tirsdag. Mon folk havde taget bilen til arbejde? Eller var de bare blevet hjemme?

Den dampende fugt fra under plastiksækken føltes både tryg og kvælende. Han betragtede sin slidte, beskidte skråtaske med aviser, der lå på marmorsatsen, lige ved trappen ned til sporene. Måske skulle han bryde op for i dag. Så han måske kunne få en plads i herberget. Ja måske.

– Undskyld, kan De hjælpe mig? En dame i gummistøvler med paraply står og smiler til ham. – Sælger De måske ikke aviser?

– ”Hus forbi”.

– Hvor mange har De?

– Stadig tyve.

– Kunne jeg få lov at købe dem?

– En avis koster 20 kroner.

– Ja men så tager jeg alle sammen. Hun rækker fire hundredkronesedler frem mod ham.

– Men! … Alle sammen? Han glor på hendes hånd. Smal. Ren. Og de mange penge.

– Ja tak. Jeg skal bruge dem til undervisning på fredag. Hér, tag pengene! Jeg tror måske. … Hun åbner sin taske og en lille hund stikker hovedet frem.

– Mon ikke de får plads sammen? Aviserne og Skæg, her i tasken.

– Hedder den Skæg?

– Ja, hvis De er rar at holde den, så kan jeg stoppe aviserne ned, og sætte Skæg her oven på.

– Tak Dame. Den pjuskede hund er varm og han snuser duften ind. Det vækker noget i ham. Føles godt.

– Selv tak Mand. Hun smiler til ham igen, da han sætter Skæg tilbage i tasken.

Han kan ikke holde et stort grin tilbage, selvom han godt ved, at når munden flækker op, så ser man lige ind i et halvtomt gab. For tænderne er faldet ud på nær nogle gulnede stumper i overmunden.

Han hilser stadig med hånden hævet, efter hun er forsvundet ned ad trappen til sporene.

Som om han pludselig får øje på sig selv, skynder han sig at lukke munden igen og finder en tør brødskive frem af lommen, som han smuldrer til duerne.

– Ses i morgen, mumler han.

 

V18 2

Hjemme-Zoo

 

– Sender du lige chipsposen herhen? … Ja men se ikke så spørgende ud. Dér! … Den ligger dér. På bordet. Lige bag ved dig.  … … Gider du lige? … … For pokker. Er du også blevet stum?

Vær-så-god, her har du dine chips.

– Man bliver ikke smittet af at røre ved posen, vel?

Nej.

– Ska du ha nogen?

Nej tak.

– Du er altså kedelig. Ved du det?

Jeg forsøger at koncentrere mig.

– Sidder du ikke bare og leger med din telefon?

Altså.

– Vi plejer ellers altid at se fjernsyn sammen. Specielt fredag aften, ikke. Så hygger vi os! Ser på X-faktor. Har det godt. … … De her chips er forresten lavet af linser. Mindre fedt. Mindre salt. Færre kalorier.

– Jeg kan ikke se fjernsyn sammen med dig mere. … … Kamelen står i vejen.

– Va!

– Den skygger for skærmen.

Va’for en kamel?

Kamel, eller elefant, hvis du hellere vil ha’ at det … så er det en elefant.

– Kamel, elefant, giraf? Det er da ikke samme sag, vel? … Det er da forskellige dyr. Så det er ikke lige meget. Jeg fatter ikke hvad du taler om. … … Du er altså blevet så mærkelig. Ja efter du begyndte med de der ingefærshots.

Ingefær får mig til at se alting klart.

– Åh du er sgu så selvoptaget. Som en to meter høj frø, der tror den skal redde København. … … Men du er ikke andet end en bumset teenager er du, uden udsigt til arbejde, hvis du ikke snart tager dig sammen. … … Har du for resten sendt en ansøgning ind i den her uge?

Nej, det har jeg ikke?

– Nej vel. Doven er du også. … Det er virkelig på tide, du tager dig sammen. Du blev færdig med skolen for over et år siden. Så du er voksen nu. … … Du kan ikke regne med at jeg skal forsørge dig resten af livet.

Hvordan skulle du kunne gøre det?

– Va’?

– Forsørge mig? … På din invalidepension?

– Kritiserer du mig? Synes du ikke jeg har været en god mor?

Jo, Jo, naturligvis.

– Nu bliver jeg altså rigtig såret og ked af det.

Jeg mente det ikke på den måde mor. Det må du altså undskylde.

– Det gør ikke noget. Jeg har lært mig at håndtere modgang og utaknemmelighed. … … Tag nogle chips. Nu starter udsendelsen.

 

Jesper Dela Porte Ovesens billede.

Diskordans

diskordans b&w

Det er et mønster.

– Hvad mener du?

Det sker igen og igen.

– Ja!

Ingen stopper det.

– Nej!

Hvorfor?

– Det er der ingen, der kan!

Eller alle spiller med?

– Hvad mener du?

Kan det hænde at alle har en andel, og ingen kan sige sig fri?

– Ja, netop!

Så alle giver op!

– Ja, hvad skal man ellers gøre?

Har du tænkt over, om der er nogen, det gavner?

– Tja, nu forstår jeg ikke hvor du vil hen?

Har du tænkt over, om der er nogen, der får noget ud af det?

– Hvad mener du?

Jeg tænker, det kan være værd at tænke over.

– Nu forstår jeg ikke.

Nej, det forstår jeg.

– Er der noget du vil sige?

Det er et mønster.

– Ja?!

Som ingen vil have?

– Ja!

Mon der så kan være nogen, der har umiddelbar glæde af at fastholde mønsteret?

 

 


Fra den store danske ordbog:

Diskordans er en geologisk betegnelse for mangel på parallellitet mellem to på hinanden følgende geologiske lagpakker inden for en lagserie. Diskordans skyldes afbrydelse i aflejring efterfulgt af bevægelse eller erosion af den nedre lagpakke, eller også kan det skyldes en tektonisk bevægelse af den øvre lagpakke hen over den nedre.

dns spontanopgave februar 2018

Spontanopgave februar 2018

Det du ikke ønsker

 

”Jeg ønsker INGENTING!” råber Gitte. Hun har for længe siden lært, at man aldrig får det man ønsker sig. Derfor gider hun heller ikke nytårsløfter. Det nytter ikke en skid. Folk gør jo alligevel bare det samme, som de plejer at gøre.

”Et eller andet må du da kunne arbejde for?” udbryder hendes mor desperat.

”Næ, faktisk ikke. Alt er bare trist og noget lort”

Gitte skuler ud gennem det upudsede vindue; reflekterer over manglen på lys i tilværelsen, ligesom i dagligstuen, hvor samtalen finder sted på denne grå januardag.

”Men alle har da noget, de vil forbedre”

”JA! Jeg vil have en hund!”

”Det har vi talt om mange gange, Gitte. Du får ingen hund, og du ved udmærket hvorfor. Forresten har hunde hår, som ender overalt”

Gitte ved godt hendes far har det med at ligge på sofaen og klage. Han er urimelig. Siger hendes mor er doven. Beskylder hende for alt muligt.

”Jeg kan måske blive bedre til at støvsuge?” forsøger Gitte.

”Skal det være dit nytårsforsæt? At støvsuge?”

”Nej … NEJ!” Gitte fortryder med det samme at hun overhovedet forsøgte at indvolvere sig i sin mors spørgeleg, ” … og du kan heller ikke tvinge mig!” fortsætter hun med eftertryk.

 

~  0   ~

 

Ude på gaden går en fed mand fulgt af en hundehvalp. Manden kigger på gadenumrene. Stopper ved nummer 24.

”Det må være her. Bjarne Madsen. Anden sal,” mumler han.

Han åbner gadedøren. Hans store krop tynger ham. Han slæber sig op ad trapperne hængende i gelænderet, stønner efter vejret. Hvalpen må forcere de høje trin ved egen hjælp. Den sakker ubehjælpeligt bagud på grund af sine små korte ben . På anden sal, under en sprukken væglampe, bekræfter en selvhæftende etikettelap med barnlige bogstaver at her bor familien Madsen. Manden trykker dørklokken i bund.

Ved ringelyden stopper Gitte og hendes mor deres ordveksling, lister ud i korridoren og retter forskrækkede blikke mod hoveddøren.

”Hallo” råber manden gennem brevsprækken.

”Det lyder ikke som far”

Manden griber fat i dørhåndtaget.

”Jeg glemte at låse”, hvisker mor med dirrende stemme.

Døren går op.

”Hallo. Fru Madsen?” Et glinsende rødmosset ansigt kommer til syne.

”Jeg er en æh … en slags kollega til deres mand. Og jeg har en god nyhed og en dårlig”

Mor er stiv som en stumtjener.

”Bjarne kommer altså ikke hjem lige med det samme,” forklarer manden.

Gitte lytter med åben mund; måske overvejer hun om det var den gode eller den dårlige nyhed.

”Han blev slemt tilredt i en bilulykke. Men han overlevede”.

Pause.

”Det var mere end man kunne sige om damen som sad ved siden af ham.”

“Men strømerne ringer nok snart Fru Madsen”

“… og meddeler alle detaljer”

Mor synker sammen på en stol. Hun dækker sit ansigt med hænderne. Manden skifter fokus.

”..og du må være Gitte, ikke?”

Hvalpen har efterhånden opøvet en klatreteknik, der har ført den helt op ad trapperne til familien Madsens hoveddør. Gitte opdager straks det lille hundehoved, da det kommer til syne i den åbne dør bag den fede mands krøllede bukseben.

”Damens hvalp slap ud af bilen”

“Jeg kan ikke have den”

“Så jeg tænkte, at den … at den måske kan være her hos jer, til æh… ja til din far … ”

Mors telefon ringer fra en frakke som hænger på en krog i korridoren. Manden forsvinder inden mor når at svare. Hun fumler med smartskærmen for at ringe tilbage.

”Det er Lise Madsen. Jeg  fik et opkald for et øjeblik siden”

“Hva’ ..Øh … Er det politiet?!”

Gitte sidder allerede i skrædderstilling på gulvet med hvalpen i skødet.

Det man IKKE kan ønske, kan man alligevel få.

Så hvorfor bekymre sig om nytårsønsker?

 

dns 3 Januar 2018

Spontan dns Jan 2018