En dag på jobbet

en dag på jobbet b_wChefen sidder i jakkesæt. Med silkeslipset bundet til kamp. Irene har serveret kaffe og wienerbrød. Vi rækker artigt ud efter kopperne med et nik til tak. Et bundt papirer sendes rundt. Udkast til årsrapporten. Vi bladrer i tavshed.

”Nå?” Chefen rømmer sig. Håber måske at nogen vil sige noget. Men ingen tager mindste ansats. Hvad er der også at sige?

Hastværk er en mild dom. Skrydende og selvmodsigende fraser. Folk der ikke længere er ansatte figurerer på siderne, og en hierarkisk skævhed griner mig op i fjæset. Jeg er ved at brække mig.

Vi har en flad organisation, står der! Ha! Min bare røv.

Alle delmål er opfyldt med stor tilfredshed, læser jeg. Jeg måber, for jeg kan ikke huske en eneste evaluering udført af os medarbejdere.

Her skal man minsandten ikke tro man er noget. Med mindre man er det, naturligvis.

Ja, forresten undskyld. Det der med ”min bare røv”. Det var bare noget, der slap ud af min mund i tankerne. Et tavst råb om hjælp. Har ikke noget med virkeligheden at gøre. For nej min røv er faktisk godt dækket til, og den holder sig langt fra mine kollegers åsyn, for tænk hvis de opdager, at jeg også har brug for anerkendelse?

Så vil de sgu da gi mig nogle ordentlige hug, vil de.

Bare fordi de elsker, når nogen lider mere end dem selv.

På trods af is til kaffen hver fredag, og en femhundredekroners blomsterdekoration til jul, har medbestemmelse ingen plads i det her firma.

Trykket stiger ubønhørligt i mit indre. Som en motorcykel i svimlende fart mod færgen til den anden side. Det presser på indefra. Knopper vokser frem af mine hudporer. Som små svampe. De ekspanderer til bylder mens jeg bekymret tænker, at det her ender galt.

Så er det jeg mærker noget briste.

Det kommer næsten som en lettelse.

Bum!

Jeg har vist sprængt mig selv i luften.

Galde spuler ud ad min mund. Diarré vasker ned ad mine benklæder. Snot flyder fra bihulerne. Blod og pus plasker ud gennem kroppens åbninger, for ikke at tale om dens ikke-åbninger.

Chefen har søgt ly bag skærmen på sin Mac-Book. Under et brusebad af mit klæbrige DNA kryber han sammen og ser skræmt ind i sin pauseskærm, hvor blomsterbilleder kontinuerligt glider forbi.

Fresier. Roser. Valmuer. Kornblomster.

Jeg rejser mig. Flår den bærbare ud af chefens rystende hænder og brøler med slimede klatter, af hvad ved jeg, hængende i håret, at nu kan det edderbande mig være nok. Jeg kyler tingesten i stengulvet, så tasterne fra tastaturet spreder sig til alle sider, som kornene i en haglbøsse.

Tag den, du. Eller giv den til din forkælede søn, så han har noget at klistre sammen.

Vagterne kommer løbende. De vil stoppe mig, men ved ikke hvordan. Et bad af blandede kropsvæsker kan skræmme selv den modigste og mest loyale body guard.

For resten ønsker jeg ikke chefen noget ondt. Eller nogen af de andre for den sags skyld.

Måske skulle jeg bare være blevet hjemme i dag. Have ladt den indre storm blæse af. Revet mig selv op ved nakkehårene. Fordøjet langsomt.

Jeg lusker ind under konferencebordet og bider negle. Chefens silkeslips vokser som en slange, der strækker sig ind mod mit gemmested. Irenes høje hæle tripper rundt og sørger for at alle husker at glemme, at de nogen sinde har villet noget selv. Jeg lader slipset omfavne min nakke. Det knytter sig i en halv-Windsor omkring min hals.

”Kom så” siger chefen og slår med slipset. Jeg følger lydigt i hælene på ham. Nærmest taknemmelig. Han binder slipsesnoren fast til væggen i mit arbejdsrum og sætter mig på plads.

Jeg elsker ham næsten.

 

opgave v18.3.jpg

Reklamer

Nørreport

duer

Der var duer. De løb rundt om benene, så man fik lyst til at sparke til dem. Håret klæbede til ansigtet. Regn var faldet uophørligt hele dagen. Han havde stået oprejst i omgange. Når han orkede det.

Det var ikke sådan en dag han fik solgt flest aviser. Han havde en sort plastiksæk over militærjakken og den hullede sweater. Sækken glitrede af væde. Han havde været et par ture nede ved togsporene, så ansigtshuden kunne tørre lidt. Nu stod han på gaden igen. Perkerne fra frugtstanden på Frederiksborggade var ved at pakke opblødte frugtkasser ind i deres budbil. De havde nok givet op for i dag. Bagagerummet bugnede af våde varer. De havde sikkert heller ikke solgt noget. Og så var det endda tirsdag. Mon folk havde taget bilen til arbejde? Eller var de bare blevet hjemme?

Den dampende fugt fra under plastiksækken føltes både tryg og kvælende. Han betragtede sin slidte, beskidte skråtaske med aviser, der lå på marmorsatsen, lige ved trappen ned til sporene. Måske skulle han bryde op for i dag. Så han måske kunne få en plads i herberget. Ja måske.

– Undskyld, kan De hjælpe mig? En dame i gummistøvler med paraply står og smiler til ham. – Sælger De måske ikke aviser?

– ”Hus forbi”.

– Hvor mange har De?

– Stadig tyve.

– Kunne jeg få lov at købe dem?

– En avis koster 20 kroner.

– Ja men så tager jeg alle sammen. Hun rækker fire hundredkronesedler frem mod ham.

– Men! … Alle sammen? Han glor på hendes hånd. Smal. Ren. Og de mange penge.

– Ja tak. Jeg skal bruge dem til undervisning på fredag. Hér, tag pengene! Jeg tror måske. … Hun åbner sin taske og en lille hund stikker hovedet frem.

– Mon ikke de får plads sammen? Aviserne og Skæg, her i tasken.

– Hedder den Skæg?

– Ja, hvis De er rar at holde den, så kan jeg stoppe aviserne ned, og sætte Skæg her oven på.

– Tak Dame. Den pjuskede hund er varm og han snuser duften ind. Det vækker noget i ham. Føles godt.

– Selv tak Mand. Hun smiler til ham igen, da han sætter Skæg tilbage i tasken.

Han kan ikke holde et stort grin tilbage, selvom han godt ved, at når munden flækker op, så ser man lige ind i et halvtomt gab. For tænderne er faldet ud på nær nogle gulnede stumper i overmunden.

Han hilser stadig med hånden hævet, efter hun er forsvundet ned ad trappen til sporene.

Som om han pludselig får øje på sig selv, skynder han sig at lukke munden igen og finder en tør brødskive frem af lommen, som han smuldrer til duerne.

– Ses i morgen, mumler han.

 

V18 2

Hjemme-Zoo

 

– Sender du lige chipsposen herhen? … Ja men se ikke så spørgende ud. Dér! … Den ligger dér. På bordet. Lige bag ved dig.  … … Gider du lige? … … For pokker. Er du også blevet stum?

Vær-så-god, her har du dine chips.

– Man bliver ikke smittet af at røre ved posen, vel?

Nej.

– Ska du ha nogen?

Nej tak.

– Du er altså kedelig. Ved du det?

Jeg forsøger at koncentrere mig.

– Sidder du ikke bare og leger med din telefon?

Altså.

– Vi plejer ellers altid at se fjernsyn sammen. Specielt fredag aften, ikke. Så hygger vi os! Ser på X-faktor. Har det godt. … … De her chips er forresten lavet af linser. Mindre fedt. Mindre salt. Færre kalorier.

– Jeg kan ikke se fjernsyn sammen med dig mere. … … Kamelen står i vejen.

– Va!

– Den skygger for skærmen.

Va’for en kamel?

Kamel, eller elefant, hvis du hellere vil ha’ at det … så er det en elefant.

– Kamel, elefant, giraf? Det er da ikke samme sag, vel? … Det er da forskellige dyr. Så det er ikke lige meget. Jeg fatter ikke hvad du taler om. … … Du er altså blevet så mærkelig. Ja efter du begyndte med de der ingefærshots.

Ingefær får mig til at se alting klart.

– Åh du er sgu så selvoptaget. Som en to meter høj frø, der tror den skal redde København. … … Men du er ikke andet end en bumset teenager er du, uden udsigt til arbejde, hvis du ikke snart tager dig sammen. … … Har du for resten sendt en ansøgning ind i den her uge?

Nej, det har jeg ikke?

– Nej vel. Doven er du også. … Det er virkelig på tide, du tager dig sammen. Du blev færdig med skolen for over et år siden. Så du er voksen nu. … … Du kan ikke regne med at jeg skal forsørge dig resten af livet.

Hvordan skulle du kunne gøre det?

– Va’?

– Forsørge mig? … På din invalidepension?

– Kritiserer du mig? Synes du ikke jeg har været en god mor?

Jo, Jo, naturligvis.

– Nu bliver jeg altså rigtig såret og ked af det.

Jeg mente det ikke på den måde mor. Det må du altså undskylde.

– Det gør ikke noget. Jeg har lært mig at håndtere modgang og utaknemmelighed. … … Tag nogle chips. Nu starter udsendelsen.

 

Jesper Dela Porte Ovesens billede.

Diskordans

diskordans b&w

Det er et mønster.

– Hvad mener du?

Det sker igen og igen.

– Ja!

Ingen stopper det.

– Nej!

Hvorfor?

– Det er der ingen, der kan!

Eller alle spiller med?

– Hvad mener du?

Kan det hænde at alle har en andel, og ingen kan sige sig fri?

– Ja, netop!

Så alle giver op!

– Ja, hvad skal man ellers gøre?

Har du tænkt over, om der er nogen, det gavner?

– Tja, nu forstår jeg ikke hvor du vil hen?

Har du tænkt over, om der er nogen, der får noget ud af det?

– Hvad mener du?

Jeg tænker, det kan være værd at tænke over.

– Nu forstår jeg ikke.

Nej, det forstår jeg.

– Er der noget du vil sige?

Det er et mønster.

– Ja?!

Som ingen vil have?

– Ja!

Mon der så kan være nogen, der har umiddelbar glæde af at fastholde mønsteret?

 

 


Fra den store danske ordbog:

Diskordans er en geologisk betegnelse for mangel på parallellitet mellem to på hinanden følgende geologiske lagpakker inden for en lagserie. Diskordans skyldes afbrydelse i aflejring efterfulgt af bevægelse eller erosion af den nedre lagpakke, eller også kan det skyldes en tektonisk bevægelse af den øvre lagpakke hen over den nedre.

dns spontanopgave februar 2018

Spontanopgave februar 2018

Det du ikke ønsker

 

”Jeg ønsker INGENTING!” råber Gitte. Hun har for længe siden lært, at man aldrig får det man ønsker sig. Derfor gider hun heller ikke nytårsløfter. Det nytter ikke en skid. Folk gør jo alligevel bare det samme, som de plejer at gøre.

”Et eller andet må du da kunne arbejde for?” udbryder hendes mor desperat.

”Næ, faktisk ikke. Alt er bare trist og noget lort”

Gitte skuler ud gennem det upudsede vindue; reflekterer over manglen på lys i tilværelsen, ligesom i dagligstuen, hvor samtalen finder sted på denne grå januardag.

”Men alle har da noget, de vil forbedre”

”JA! Jeg vil have en hund!”

”Det har vi talt om mange gange, Gitte. Du får ingen hund, og du ved udmærket hvorfor. Forresten har hunde hår, som ender overalt”

Gitte ved godt hendes far har det med at ligge på sofaen og klage. Han er urimelig. Siger hendes mor er doven. Beskylder hende for alt muligt.

”Jeg kan måske blive bedre til at støvsuge?” forsøger Gitte.

”Skal det være dit nytårsforsæt? At støvsuge?”

”Nej … NEJ!” Gitte fortryder med det samme at hun overhovedet forsøgte at indvolvere sig i sin mors spørgeleg, ” … og du kan heller ikke tvinge mig!” fortsætter hun med eftertryk.

 

~  0   ~

 

Ude på gaden går en fed mand fulgt af en hundehvalp. Manden kigger på gadenumrene. Stopper ved nummer 24.

”Det må være her. Bjarne Madsen. Anden sal,” mumler han.

Han åbner gadedøren. Hans store krop tynger ham. Han slæber sig op ad trapperne hængende i gelænderet, stønner efter vejret. Hvalpen må forcere de høje trin ved egen hjælp. Den sakker ubehjælpeligt bagud på grund af sine små korte ben . På anden sal, under en sprukken væglampe, bekræfter en selvhæftende etikettelap med barnlige bogstaver at her bor familien Madsen. Manden trykker dørklokken i bund.

Ved ringelyden stopper Gitte og hendes mor deres ordveksling, lister ud i korridoren og retter forskrækkede blikke mod hoveddøren.

”Hallo” råber manden gennem brevsprækken.

”Det lyder ikke som far”

Manden griber fat i dørhåndtaget.

”Jeg glemte at låse”, hvisker mor med dirrende stemme.

Døren går op.

”Hallo. Fru Madsen?” Et glinsende rødmosset ansigt kommer til syne.

”Jeg er en æh … en slags kollega til deres mand. Og jeg har en god nyhed og en dårlig”

Mor er stiv som en stumtjener.

”Bjarne kommer altså ikke hjem lige med det samme,” forklarer manden.

Gitte lytter med åben mund; måske overvejer hun om det var den gode eller den dårlige nyhed.

”Han blev slemt tilredt i en bilulykke. Men han overlevede”.

Pause.

”Det var mere end man kunne sige om damen som sad ved siden af ham.”

“Men strømerne ringer nok snart Fru Madsen”

“… og meddeler alle detaljer”

Mor synker sammen på en stol. Hun dækker sit ansigt med hænderne. Manden skifter fokus.

”..og du må være Gitte, ikke?”

Hvalpen har efterhånden opøvet en klatreteknik, der har ført den helt op ad trapperne til familien Madsens hoveddør. Gitte opdager straks det lille hundehoved, da det kommer til syne i den åbne dør bag den fede mands krøllede bukseben.

”Damens hvalp slap ud af bilen”

“Jeg kan ikke have den”

“Så jeg tænkte, at den … at den måske kan være her hos jer, til æh… ja til din far … ”

Mors telefon ringer fra en frakke som hænger på en krog i korridoren. Manden forsvinder inden mor når at svare. Hun fumler med smartskærmen for at ringe tilbage.

”Det er Lise Madsen. Jeg  fik et opkald for et øjeblik siden”

“Hva’ ..Øh … Er det politiet?!”

Gitte sidder allerede i skrædderstilling på gulvet med hvalpen i skødet.

Det man IKKE kan ønske, kan man alligevel få.

Så hvorfor bekymre sig om nytårsønsker?

 

dns 3 Januar 2018

Spontan dns Jan 2018

 

 

Min skolevej – “Modus operandi” sagde klovnen

Nogle flyver op. Andre klæber. Mine skosnuder sparker til dem. De har fine farver. Brune. Gule. Orange. Røde. Et tog sagtner farten. ”Dung-a-dung-a-dung-a-dunk”. Det skal nok standse på Hellerup station.

 

I morges var jeg sent på den. Jeg løb. Ad Ryvangs allé. Mod stationen. Rygsækken hoppede op og ned. Min frakke var åben. Den med falsk pelskrave på hætten. Mit patentstrikkede halstørklæde blev pladdervådt. Af sved og af regn. Efterårsbladene var glatte. Jeg var bange for at snuble i dem. Jeg løb alt hvad jeg kunne. Fik sidesting. Hev efter vejret.

Da jeg kom til pølsevognskiosken jog jeg ned ad trapperne. Jeg skyndte mig gennem tunnelen til spor 8. Tog trapperne op til perrongen i to trin ad gangen.

 

Ida stod i skydedøren i den bageste brune S-togsvogn. Toget skulle til at køre. Togkonduktøren havde allerede fløjtet. Men Ida stod vagt. Hun råbte, at jeg skulle skynde mig.

”Kom, kom, jeg holder døren”.

Jeg tumlede ind. Dørene lukkede.

Jeg blev ved at hive efter vejret. Helt ind til Nordhavn. Lænede panden mod den kolde rude. Der var skibe. En damper og småbåde i havnen. Og så varmeværket i rød teglsten.

Vi fnes. Det duggede og vi tegnede ansigter i duggen. Med fingrene.

 

Punktum, punktum,

komma,

streg.

 

Der kom hår på ansigterne.

De blev tværet ud igen.

 

”Nu skal vi af!” sagde Ida. Vi var på Nørreport.

Vi løb op ad trapperne til Nørre voldgade.

”Min mormor er gammel,” fortalte Ida.

”Nå.”

”Hun har levet i to Verdenskrige”.

Det lød imponerende, syntes jeg.

 

”Og hende der”, oppe ved billetlugen pegede Ida på posedamen, som sad omgivet af alle sine ting.

”Hun var balletdanser”.

“I Tyskland”.

“Hun mistede hele familien”.

“Nu er hun skør”.

“Hun går bare rundt i byen”.

“Med alle sine poser”.

”Og rundt og rundt”, grinede jeg, medens jeg drejede rundt på brostenene til jeg blev rundtosset og var ved at falde.

 

”Din tosse”, udbrød Ida og tog mig i hånden. ”Nu skal du altså gå ordentligt”.

Vi ventede ved det røde lys. Vi holdt stadig hinanden i hænderne.

Hoppede mellem de hvide striber da det blev grønt. For vi må ikke træde på det sorte.

Først skal vi over vejen til Papirkælderen for at komme til skolen. Og så over den næste vej i krydset. Vi går forbi Østerlandsk Thehus på hjørnet.

 

Der er to indgange til skolen. Hver morgen går vi gennem hovedporten. Den lugter koldt og muggent.

Bagporten lugter surt. Mejeriet kommer med de trekantede mælkekartoner, pakket i metalkurve og stiller dem i bagporten. En kurv til hver klasse.

Der ligger altid kartoner udenfor kurvene, som lækker. De fleste elever skal ikke have kærnemælk. Heller ikke mig. I hvert fald ikke i skolen.

Vi får vitaminer til mælken. De er små og grønne. Frøken Husted gemmer dem i kateterskuffen. I en rynket plasticpose. Nogen gange er der én der taber posen. Så triller der pludselig en masse små grønne vitaminpiller rundt på gulvet. Så skal vi samle op, mellem bænkene, og lægge tilbage. Ida er altid ordensduks. Jeg er det aldrig.

Vi laver vores lektier i skolen. Det er snyd at lave dem derhjemme. Det siger frøken Husted. Min mor synes det er dumt. Jeg er ligeglad.  Men jeg ved, at Ida laver lektier hjemme alligevel. Også selv om hun siger, at hun ikke gør det.

Jeg faldt næsten i søvn i regnetimen. Men i sidste time havde vi sang.

 

Ida og jeg legede blindeleg på vej til toget. Jeg lukkede øjnene, og Ida sagde hvad jeg skulle gøre.

”Du må altså ikke kikke Amalie”.

Men selvom jeg lovede det, kunne jeg ikke lade være. Jeg gad ikke snuble over en kantsten.

 

”Du snyder”, råbte Ida. Hun blev sur. Ville ikke tale med mig i toget. Vinkede ikke tilbage, da jeg stod af.

”Vi ses i morgen”, råbte jeg.

Ida bliver god igen. Det plejer hun at blive.

 

Mine sko er dækket af blade. Mest gule. Når jeg kommer hjem vil jeg ha O’boy og ostemad.

Jeg går rundt om vores hus til køkkendøren. Den er ikke låst.

– Moar! Moar! Jeg e-er hjem-me.

 

 

~664 ord.

 

opg5 h2017

 

#MeToo

Presentation2[“Bagsiden”, Politiken 11 December 2017]

Jeg er begyndt at skrive. Som en slags terapi. For at rase ud. Når jeg har fjernet toppen af min frustration, så sletter jeg igen. Så han ikke opdager. Det kan tage mange lange linjer. Men jeg har bare fem minutter ad gangen. Fem minutter inden han igen stikker hovedet ind for at spørge om noget. Måske vil han forsikre sig om, at jeg ikke stikker af? Men hvor skulle jeg dog forsvinde hen?

Han ejer kolossale rigdomme, og egentlig er jeg bare en simpel kvinde. Men jeg har udseendet med mig. Det gjorde det naturligvis uhyggelig let for mig at fange hans interesse. Dengang. Jeg poserede med et foragtfuldt glimt i øjnene. Hemmelighedsfuld. Forførerisk. Og med nøgen hud. Masser af nøgen hud. Solbrændt. Overstrøet med glitter.

Han summede omkring mig.

Som en hveps omkring en marmelademad.

Om det var let?

Ja da. Vi blev gift.

Om jeg fortryder?

Ja for fanden. Men nu er der ingen vej tilbage.

Åh, nu råber han igen. Evig og altid.

Råb.

Hele vejen gennem vores kolossale bolig.

– Skat, har du set min nye telefonoplader?

Og når han ikke råber? Jeg får kvalme af hans stemme. Vammel er den. Slesk ja og kvælende. Det er bedst jeg svarer med det samme.

– Du lagde den oven over kaminen! Du lagde den lige dér. Jeg peger. – Inden du hentede den dér Diet Coke.

– Jeg har ikke sniffet coke i dag, udbryder han og står pludselig foran mig. Uden tøj på. Han ligner sgu den lede karikaturstatue meget godt. Den med posemave og blodåresprængte rygstykker og hængende cellulitisballer. Selv dilleren stemmer.

– Di-et coke, sagde jeg jo. At ha’ ham klods op er overvældende.

Endelig trækker han sig tilbage, langer ud efter opladeren på kaminhylden og dasker tilbage mod badeværelset.

I disse tider er vi tvunget til at holde hånd. Altså når kameraerne spiller. Jeg sidder ved siden af ham under turneer. Som et trofæ. Det var naturligvis den aftale vi indgik. Jeg havde bare ikke regnet med, det skulle ske via kamera og nå ud til milliarder.

Jeg har overvejet at kaste mig ind i den seneste twitterstorm. Jeg åbner for Twitterappen. I et svagt øjeblik taster mine fingre: #metoo. Jeg fører fingeren hen over ”send”-knappen. Bare et tastetryk. Så vil twitten nå ud til millioner. Det er fristende. Men naturligvis. Nej.

– Du skat?

Jeg har ikke opdaget han kom tilbage fra badeværelset. Han er ved at knappe sin skorte. Jeg farer sammen. I samme øjeblik rammer min finger ”send” og min twitterbesked slipper alligevel ud i æteren.

– Åh. Jeg forsøger at holde vejret. Så begynder jeg at hyperventilere.

– Men skat. Han binder slipseknuden langsomt. Betragter mig.

– Sidder du her og fryser?

– Hvad skriver du?

– Må jeg se?

Jeg rejser mig dirrende. Mobiltelefonen falder ud af mine hænder, glider ned fra mit skød og lander på det fede gulvtæppe. Han bøjer sig for at samle op, men bliver afbrudt af dørbanken.

– Sir. Stabschefen står i døren.

– Sir! Nogen har hacket sig ind på fruens twitterkonto. De har sendt en twit. Og nu er den blevet opslugt af #METOO-bevægelsen. Den er allerede delt mere end 1000 gange.

Han glor på stabschefen, hvorefter han vender sig mod mig, og stirrer mig ind i øjnene. Hans mund snerper sig langsomt sammen til en hønserøv. Så trækker han opgivende på skulderne og sukker.

– Ash, det er jo bare falske nyheder.

Jeg forsøger at samle mobiltelefonen op fra tæppet. På noget nær mirakuløs vis får jeg sat den i spind, så den flyver hen over sofabordet og lander i den åbne kamin. Flammerne blusser op. Vi hører alle tre, hvordan det popper derinde fra, mens plastikhylsteret bøjer sig sammen i heden. Ilden er allerede grådigt i gang med at sluge de få ord jeg nåede at skrive.

– Det er ok, siger min mand så til stabschefen.

– Også selvom det så viser sig, der ikke findes nogen hacker. Så er det fuldstændig ligegyldigt.

Han kigger trodsigt på mig. Retter manchetterne.

– Der er alligevel ingen der tror, hun er i stand til at tænke en tanke.